Arkitektoniske kommentarer er på én gang en kommentar til arkitekturen og en kulturhistorisk programerklæring skabt i relation til Erik Korshagens arkitektur. Den sammensatte søjleportal ved trappen til biblioteket stemmer sindet til kulturel oplevelse og peger på bibliotekets verden af viden. De to søjler, den ene groft tilhugget af marmor, den anden mørk, støbt i bronze med korintisk kapitæl samt en overligger af egetræ med vikingetidsornamentik, åbner en port til vores kulturarv. Portalen indgår i Nørgaards udsmykning af biblioteket inde og ude og er hans første store totaludsmykning, hvor 31 forskellige firmaer har været involveret i arbejdet.
I bibliotekets lysgård er der opstillet søjleskulpturer, et højt tårn af tømmer og en tresidet, dobbelt pyramide af hvidkalket beton, omsluttet af stålramme med glas. Øverst på muren står to iøjnefaldende bronzeskulpturer, som er afstøbninger af kunstnerparret Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen.
Inde i biblioteket ses Nørgaards keramiske grotte med relieffer og et tempel på toppen med adskillige referencer til kunsthistorien. Overalt opstår dialog mellem de arkitektonisk funktionalistiske løsninger og Nørgaards eklektiske lån fra kunsthistorien.
Tekst: Eva Pohl, Trap Danmark