Stykkevis

Grafik /

I sit nye grafiske arbejde Stykkevis til Politikens Galleri ser Bjørn Nørgaard historien og verden som et stort dynamisk og sammenhængende fordøjelsessystem.

Hvad der går gennem dette globale 'tarmsystem', er ikke begrænset til nutiden. Historien går med. For i trykket med de mange lag er der billedreferencer til kunstnere og tænkere som Karl Marx, Marcel Duchamp, Albert Einstein og Joseph Beuys - og til statsledere som Winston Churchill, John F. Kennedy, Willy Brandt, Margaret Thatcher m.fl. Og midt i vrimlen af kendte ansigter kan man læse ord som 'Koens mave', 'Formave', 'Fladmave' m.m.

Det hele hænger sammen, også med kunsten, hvis den tør engagere sig. Titlen på trykket er hentet fra 'Paulus Første Brev til Korintherne' (13, vers 1-10) i Det Nye Testamente. Her hedder det: "Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå."  Peter Michael Hornung.

Kilde: Politikens Galleri

Teknik
Trykt hos Eks-Skolens Trykkeri, København
Mål
56 x 77 cm

© Photographs and videos may not be used for commercial purposes, unless you have a copyright license with Bjørn Nørgaard and the listed photographers