Kunstnerne Sophie Dupont, Lillibeth Cuenca Rasmussen, Mette Riise og kunstnerduoen Philip | Schneider vil i rammerne af den historiske Børssal opføre fire live performances. Den gamle varebørs bygget af Christian IV i centrum af Slotsholmen bliver til scene for kunsteventet Momentum – køn og kunst på Børsen. I fire stedsspecifikke performances vil publikum blive mødt med satire, evokativ sang, publikumsinddragelse og overraskende iscenesættelse.
50 år efter aktionen Uddrivelsen af templet / Nøgen kvindelig Kristus
Når de kvindelige kunstnerne anno 2019 indtager en af Københavns ældste bygninger, er det også en markering af 50-året for den ikoniske happening Uddrivelsen af templet/Nøgen kvindelig Kristus I af Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, hvor Adler Petersen gik nøgen gennem Børssalen med et kors i hånden. Det var en happening, der vakte stor opsigt på grund af den nøgne krop, og fordi kunsten var blevet aktivistisk. Formålet var at italesætte kvinders status og vilkår og sætte spørgsmålstegn ved herskende magthierarkier og værdier. Men hvad er der egentlig sket på de fem årtier siden 1969?
Kilde: Pressemeddelelse

