Foto © Jacob Jørgensen, JJ Film
Foto © Jacob Jørgensen, JJ Film
Foto © Jacob Jørgensen, JJ Film

Nyt portparti til Christianskirken, Fredericia

Tilføjelse af billedelementer, der kan ”fuldende” den fortælling, der er i alterpartiet, som blev indviet i 2007

Anledning til projektet
Kirken har længe haft et ønske om at forbedre og tydeliggøre indgangen til kirken, og ved efterfølgende besøg i kirken har vi gennem årene været inde på, om der kunne tilføres billedelementer, der kunne "fuldende" den fortælling, der er i alterpartiet. 

Udgangspunktet for projektet 
Siden oldkirken og gennem kirkefædrene, den Øst- og Vestromerske kirke, munkene, reformationen, ikonoklasmen, filosoffer, kunstnere etc. har biblens tekster været tolket og fremstillet i utallige sammenhænge; hos os selv kunne nævnes Kierkegaard, Grundtvig, Høffding, Kaj Munk, Løgstrup, Sløk, Villy Sørensen, Eckersberg, Joachim Skovgaard, Thorvaldsen, Aksel Jørgensen, Sven Havsteen Mikkelsen, Sven Wiig Hansen, Robert Jacobsen samt en række kunstnere i dag. I sin bog "Kristendommens retorik" giver Erik A. Nielsen en – om ikke enkel og nem, så dog begrebsmæssigt overskuelig oversigt over læsningen af de kristne tekster og billeder.

Her beskriver han de fire tekstforståelser:
• Den bogstavelige/historiske
• Den typologiske/allegoriske
• Den moralske/tropologiske
• Den eskatologiske/anagogiske

Det eksisterende alterparti kan naturligvis læses på alle fire måder, men tager i motivet afsæt i det historiske og det typologiske. Det nye dørparti tager i sine motivvalg udgangspunkt i det moralske og det eskatologiske, hvor Gud bliver menneske og mennesket ophøjet i det himmelske lys.

Beskrivelse af projektet
Arkitekturen i kirken er en enkel 70’er modernisme; arkitektonisk og i materialevalget har arkitekten, ved nogle enkle greb, rejst tagryggen i en høj spidsvinkel og skudt gavlens midte frem i en trekantet form. Symmetrisk er der tilføjet en mindre bygning af samme karakter, hvorved der fremstår et "kor" og et våbenhus med sakral karakter. Den nuværende indgang fremstår på trods af dette, ret anonym og forskudt til højre side af midten, så symmetrien i arkitekturen ikke udnyttes fuldt ud. 

Kirkens menighedsråd og jeg har haft en længere dialog om en ny indgang, som har resulteret i forslaget til dobbelt symmetrisk indgangsparti i bronze, således at der kan skabes en "indgang" og en "udgang" – to dobbeltdøre omkring bygningens midterakse.

Den moralske/typologiske og den eskatologiske/anagogiske er i deres natur det, der for et moderne, rationelt, sekulært menneske er de mest besværlige at forholde sig til. Men i disse excel-arks-tider og i en ny besværlig global verdensorden eller verdenskaos, er det måske netop derfor de kunstneriske mest udfordrende og interessante.

Højre side kaldet "Indgangen" tager derfor udgangspunkt i motiver, der "bogstaveligt" kunne kaldes det moralsk/tropologiske.

Her kan biblens tekster støde ind i nutidens verden og i det moderne i særdeleshed. For vores rationelle forståelse af verden kan det være en absurd forestilling, at Gud vælger at blive menneske gennem en jomfrufødsel. Dette er et billede, der kan være svært at tolke ind i vores tid; at dette gudsmenneske så lader sig korsfæste for endegyldigt at vise, at han var menneske, for senere at opstå som Gud, er næsten for langt ude. Dette forsøges i højre halvdel af det tympanon, der ligger over indgangen og udgangen. På højre sides venstre dørfløj er motiver hentet fra, hvor Gud i menneskekød agerer i vores verden frem til den missionsbefaling, hvor han pålægger disciplene at fortsætte sit virke. Dette fortsætter på højre dørfløj med scener fra apostlenes gerninger, fra den første menighed, til Peter og Paulus i Rom og kirkens udgangspunkt.

Venstre sides portparti kaldet "Udgangen" – det eskatologiske/anagogiske er om muligt "umuligere" i det moderne. Venstre side af tympanonet tager udgangspunkt i Johannes’ Åbenbaring, en apokalyptisk vision, som har inspireret kunstnere til alle tider, og her indflettes de senere forestillinger om det nye Jerusalem. Udfordringen er her at billedliggøre det kødliges endelige undergang på den yderste dag, og at alt bliver ånd og lys, så det har/får en mening i vore tider. Venstre dørfløj under venstre halvdel af tympanonet fremstiller motiver fra de første mennesker, Adam og Evas nedstigning fra det himmelske Paradis, til det jordiske liv med Kains død som nederste felt. Højre dørfløj forneden fremstiller den tomme grav, og Jesu opstandelse og opstigning med Kristi Himmelfart som øverste motiv.

Fra højre side af tympanonet med korsnedtagelsen fremstår dermed en ikonografisk sammenhæng til venstre portsides nederste felt – den tomme grav.

Efterskrift
Jeg er et rationelt, moderne, sekulært menneske for hvem, tvivlen er et vilkår, og troen et smukt håb, men svært at begribe. Trods den rationelle/materialistiske opfattelse har udviklet sig som alt dominerende i verden, samtidigt med de stadigt dybere og mere ubegribelige videnskabelige beskrivelser og erkendelser af verden, vi opdager og erfarer, er livets mysterium stadigt om ikke mere ubegribeligt end nogensinde. For mig er udgangspunktet, at som vi har fire tekstforståelser, har vi mindst fire måder at erkende verdenen på: Den naturvidenskabelige, den kunstneriske, den rationelt sekulære og det religiøse rum. Derfor er det kunstnerisk, nu som gennem 2000 år, lige vedkommende og fascinerende at forholde sig til biblens fortællinger.